Temasession | Nye kommunale hjemmesider i fokus - fra Jammerbugt til København
10:15 - 12:00
Kommunale hjemmesider skal håndtere mange af de samme opgaver, men ser vidt forskellige ud, afhængigt af hvor du bor i landet. Vi inviterer en række webmedarbejdere, som alle har været med til at udvikle en ny kommunal hjemmeside for nylig. De dykker hver ned i et emne, som har været særligt i udviklingen af den pågældende hjemmeside, og du får mulighed for at spørge ind til de valg, som er truffet. På den måde får du kig ind i maskinrummet og inspiration til dit næste webprojekt.
Jammerbugt Kommune ligger i det naturskønne Nordjylland mellem Vesterhavet og Limfjorden. I arbejdet med den nye hjemmeside (lanceret i september 2021) er der lagt vægt på at give et mere visuelt og venligere udtryk som et led i branding af kommunen. Forsiden er bygget op omkring en video og et meget synligt søgefelt. Projektgruppen lagde også vægt på at skabe et bredt ejerskab for den nye hjemmeside, både blandt de 70 webredaktører og i resten af organisationen. Hør meget mere, når projektleder Tonie Horsens fra Jammerbugt Kommune fortæller, hvordan det hele er løbet af stablen.
Københavns Kommune fik i slutningen af 2021 ny webplatform – både til hovedsiden kk.dk og til kommunens mange andre hjemmesider. I arbejdet med kk.dk har der bl.a. været fokus på bedre brugeroplevelse, forbedret navigation og mere præcist indhold. Hør mere om arbejdet og beslutningerne bag arbejdet med hjemmesiden, når product owner Kristine Munksgaard Pedersen fra Københavns Kommune slår ned på nogle af de punkter, der har været særlig fokus på. Kristine fortæller især mere om arbejdet bag informationsarkitekturen, navigationen og samarbejdet med webredaktører om at opbygge indholdsstrukturen.
Herning Kommune
Slut 2021 fik Herning kommune ny hjemmeside. Tilgangen var et klart fokus på at gøre hjemmesiden webtilgængelig fra start. Leverandøren fortalte, at platformen levede op til standarden, men Danny Mastrup fortæller om nødvendigheden af at få ekstern hjælp til at efterprøve den påstand. Du kan høre, hvorfor de i Herning Kommune er glade for at have hentet ekstern hjælp, hvad der fungerede godt, og hvad de ville have gjort anderledes set i bakspejlet.